Triv­sel i 10.­ klas­se

Eleverne i landets 10. klasser beretter om et stort udbytte, både fagligt, socialt og personligt. Det er konklusionen i den netop udgivne rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

En figur med titlen "Eleverne oplever, at udbyttet i 10. klasse er mangfoldigt".  Figuren viser et tegnet, ungt menneske, med fire pile fra personen ud til: to talebobler med titlen "Socialt udbytte". En hånd med en plante, med titlen: "Personligt udbytte". En stak bøger, med titlen "Fagligt udbytte". Og et hjerte med vejvisere, med titlen "afklaring".
Eleverne oplever socialt, fagligt, personligt udbytte samt uddannelsesafklaring.

Rapporten peger på, at eleverne oplever et kompetenceløft, bliver styrket i deres afklaring af ungdomsuddannelse, og at dette foregår i et miljø med inkluderende lærende fællesskaber og stor rummelighed.

Rapporten bidrager til fortællingen om, at vores mangeårige og vedholdende arbejde med at skabe et stærkt og tidssvarende kommunalt 10. klasse tilbud giver resultater. Ca. halvdelen af en ungdomsårgang i Vejle, der tager 10. klasse, gør det på UCV. Og det er der god grund til, for 10. klasse på UCV er et bredt tilbud til alle unge uagtet deres baggrund. Det er ifølge EVA-rapporten på alle de fire ovenstående områder, at elever, der vælger 10. klasse, får et løft. 

På UCV har man mulighed for at få en ny start, nye lærere og nye venner. Det giver mulighed for at starte nogle nye vaner og gode mønstre i sin skolehverdag. Det er en af grundene til, at størstedelen af eleverne i 10. klasse oplever at udvikle sig personligt og socialt. De oplever, at det ekstra år har ført til en højere grad af modenhed. 

Foruden den faglige, sociale og personlige styrkelse oplever eleverne en højere grad af uddannelsesafklaring. Det ekstra år, den ekstra modenhed, den højere faglige selvtillid, sammen med ekstra vejledning og større mulighed for at tale med UU-vejledere og brobygningsperioder og praktikker, hjælper eleverne i 10. klasse til at træffe det rigtige uddannelsesvalg. Herunder opleves også den Obligatoriske Selvvalgte Opgave (OSO) som en hjælp til at træffe det rette valg. 

På UCV oplever langt de fleste et anderledes læringsmiljø og inkluderende klasse- og læringsfællesskaber. Undervisningen er desuden tilpasset elevernes niveau og med mulighed for at dykke ned i et interessefelt, som fx. musik, idræt eller filmskabelse, oplever eleverne en varieret hverdag, som har netop dem i fokus. 

UCVs koncept

På UCV har vi efterhånden udviklet et koncept for et godt 10. klasseår, som vi er enormt stolte af. Et koncept, som netop bygger på de elementer, som evalueringsrapporten fremhæver som positive.

Året på UCV starter med en spændende, lærerig introcamp, som giver alle muligheder for at møde nye kammerater. Vores introcamp er udviklet over en årrække og finpudset, så vi og eleverne oplever det bedst mulige udbytte. Den efterfølgende introperiode hjælper os til at tune ind på vores elevgruppe samt få startet med at bygge oven på den individuelle faglighed, som eleverne kommer med. Når fagligheden begynder at tage fart, starter vejlednings- og afklaringsdelen af året, hvor eleverne er i brobygning, praktik og skriver OSO, samt har mulighed for individuelle samtaler med UU-vejledere. Som slutspurt på året arbejdes der yderligere med et fagligt løft, hvorefter året afsluttes med en styrkelse af den interkulturelle kompetence på studieturen, inden prøveperioden starter. Sideløbende med alt dette har eleverne arbejdet på deres selvvalgte temalinjer, hvor de har haft mulighed for at dykke ned i interessefelter som musik, idræt, film, drama og meget andet. 

Alt dette giver oplevelsen af en varieret hverdag, hvor eleverne er i højsædet.

Sammenholder vi alt ovenstående, er det måske heller ikke så underligt, at en større mængde af elever erklæres uddannelsesparate efter 10. klasse. 

10.-klassesåret er et vigtigt og givende år. Vi glæder os allerede til at møde den næste gruppe elever og skabe endnu et værdifuldt og givende år sammen med dem. 

Læs rapporten her, vær opmærksom på, at linket åbner i ny fane: